Sejr i Lunden og i Aarhus

Mr Panamera og Jeppe Juel (Foto: Ole Hindby)

Panamera Racing har haft nogle gode dage på de danske travbaner, med sejr i Lunden og i Aarhus.

Fredag eftermiddag startede Panamera Racing-opdrættede Heyhohereshegoes i Lunden. Med Birger Jørgensen i vognen nåede den svenskfødte hoppe først til mål i 1.16,6/2000 meter auto til 7.500 kroner.

I samme løb startede Martin Hansen-trænede Uncle Wise As. Med René Kjær i sulkyen endte Panamera Racing-ejede Uncle Wise As uplaceret i 1.17,4 efter galop og er fortsat uden sejr i karrieren.

Lørdag gik turen videre til Frankrig, hvor This Is It gjorde første start i regi Björn Goop. Det hele sluttede dog før det startede med galop for den norske Hoppe Derby-vinder og Pierre Vercruysse.

Mr Panamera og Jeppe Juel var Panamera Racings kort ved søndagstævnet i Aarhus. Efter udvendig rejse overtog Mr Panamera føringen i sidste sving til sejr i 1.19,8/1820 meter snore til 5.000 kroner.

»Det er en klassehest, og den klarede de udfordringer der var undervejs. Jeg måtte arbejde for pengene i dag«, fortalte vinderkusken Jeppe Juel i sejrsinterviewet til Peter Jørgensen på Racing Live.

»Det var en rolig indledning, og da han (Jeppe Juel – red.) satte sig ud, viste jeg hvad vej det skulle gå«, kommenterede fireårigens træner Peter Jensen til samme medie inden en velfortjent æresrunde.