Flot fjerdeplads til Udessa Degli Dei

Udessa Degli Dei (Foto: Gorm Johansen)

Udessa Degli Dei og Kim Eriksson hentede lørdag eftermiddag en flot fjerdeplads i StoSprintern på Halmstad.

Bugatti Brick førte an efter 08,2/500 meter respektive 10,4/1000 meter, mens Udessa Degli Dei fandt plads i tredje par udvendigt. På sidste langside fulgte hoppen med i ryggen på Gilda Newport i tredje spor.

Udessa Degli Dei kunne ikke stille noget op for vindende Caddie Lisieux/Kenneth Haugstad, men nåede en flot fjerdeplads i rekordtiden 1.10,9/1609 meter auto til 82.058 svenske kroner i fjerdepræmie.

»Hun (Udessa Degli Dei – red.) gik super igen. Kom til at sidde i tredje spor i 700 meter, og den ryg hun fik, hjalp hende ikke nok fremad. Det er en kanon hest, der løber 1.10,9«, synes Martin Hansen.

Uden for V75-spillet blev Uncle Wise As forsøgt med danske Mads Hviid Nielsen. Efter 500 meter-åbning på 08,8, kom Uncle Wise As frem til føringen, som den åbnede i 12,6 den første kilometer.

Den italienskfødte fireåring måtte dog se sig passeret af blandt andre vindende Demolition Man F/Henriette Larsen, men holdt sjettepladsen i 1.14,7/2140 meter auto. Der var 4.000 svenske kroner i sjettepræmie.

»Uncle Wise As blev brugt lidt for at komme til spids. Efter 800 meter punkterede det ene hjul, men det var ikke helt godt nok«, vurderer Martin Hansen med løbet på behørig afstand.

Inden for V75-spillet mødtes This Is It og Aron The Baron i samme løb. Sidstnævnte rekordforbedrede til 1.11,0/1640 meter auto, mens This Is It blev diskvalificeret efter startgalop.

»Aron The Baron var der tryk i igen og kusken (Kenneth Haugstad – red.) var meget tilfreds med ham. Han sad fast på 11,0, forklarer Martin Hansen og giver følgende skudsmål om This Is It.

»This Is It hoppede fra start uden kusken (Kim Eriksson – red.) havde en grund til det. Efterfølgende var hun kanon fin, så det er bare at glemme den start«, erkender Martin Hansen.