Fire heste til start på V75-dagen

Udessa Degli Dei tager sin anden sejr på fem dage ved sejren for René Kjær på Falster (Foto: Danny Stenbæk)

Lørdag snurrer hjulene atter på Halmstad-banen i Sverige, hvor Panamera Racing starter hele fire heste.

Inden for V75-spillet starter trioen This Is It/Kim Erisson, Aron The Baron/Kenneth Haugstad og Udessa Degli Dei/Kim Eriksson, mens Uncle Wise As og Mads Hviid Nielsen starter uden for V75-spillet.

»Uncle Wise As (2. løb – nr. 5) var under isen senest og vi har ikke kunnet finde nogen fejl på ham. Vi håber det bare var en dårlig dag«, sammenfatter Martin Hansen trods fjerdepladsen til den italienskfødte hest.

»Han (Uncle Wise As – red.) har trænet godt, og går han op til starterne inden, er han med fremme her«, vurderer Martin Hansen. Fireåringen er fortsat uden sejr efter karrierens første otte starter.

»This Is It (6. løb – nr. 1) har gået godt begge starter og alt virker som det skal. Hun vil fra godt spor sidde med fremme undervejs og har hun lidt tur i den vil hun kæmpe med på stregen igen«, tror Martin Hansen.

»Aron The Baron (6. løb – nr. 10) var der ikke helt tryk i senest, som de andre gange Örjan (Kihlström – red.) har kørt. Han er tjekket op og det viste sig han havde blærebetændelse som han har fået noget for«.

»Han (Aron The Baron – red.) har virket opadgående i træning. Han er lige så god bagfra som fra spids, og han skulle gerne vise fremgang og runde mange til slut«, kommenterer Martin Hansen.

»Udessa Degli Dei (7. løb – nr. 9) var superfin i forsøget (nr. 2 i kvalifikationen til StoSprintern), hvor hun kun blev slået på stregen. Bagspor burde ikke være noget problem«, tror Martin Hansen.

»Der er mulighed for hun kan sidde ryg på den førende og så kan det blive rigtig sjovt. Hun er så god, at hun ikke er uden chance med lidt held i den«, erkender Martin Hansen, der således kan få en stor lørdag.