To på Fynsk Fredag

Martin Hansen i Panamera Racings løbsfarver (Foto: Ulrik Pedersen/Travet.dk)

Panamera Racing og Martin Hansen har to heste til start fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane.

Den tidligere Odense-træner Martin Hansen er atter til start på sin tidligere hjemmebane, når hjulene snurrer fredag eftermiddag. Martin Hansen medbringer duoen Uncle Wise As og Udessa Degli Dei.

»Uncle Wise As (4. løb – nr. 2) har ikke startet et stykke tid. Var slettet til en tiltænkt start på Falster (20. april – red.), da han var halt og blev behandlet i stedet«, inedleder Martin Hansen.

»Han virker fin i træningen, men mangler et løb i kroppen. Jeg ser ham som en pladschance«, vurderer Martin Hansen. Det er første start for Martin Hansen for Uncle Wise As, der fortsat er uden sejr.

»Udessa Degli Dei (5. løb – nr. 6) var for stresset sidst. Det var tydeligt at se hun ikke ville gå afsted fra start. Vi har ændret på sko, bid og udrustning og autostart skal være en kæmpe fordel«, mener Martin Hansen.

»Holder hun sig rolig, tror jeg hun vinder, men med hendes opførsel senest er det vigtigste fejlfri afgang«, erkender Martin Hansen. Panamera Racings træner overlader begge køreture til René Kjær.

Det er ikke kun i det fynske, at Panamera Racing har interesser i denne weekend. På Åby starter Windylane Hanover-sønnen Dominion Beach, mens Aron The Baron er til start på Copenhagen Cup-dagen.