Det endte i galop på Fyn

Martin Hansen i Panamera Racings løbsfarver (Foto: Ulrik Pedersen/Travet.dk)

Ingen af Panamera Racings to heste fik penge med hjem fra søndagsturen til Fyens Væddeløbsbane.

Den fireårige italienskfødte hoppe Udessa Degli Dei gjorde sin første start for Martin Hansen. Med Steen Juul i sulkyen blev det dog til galop fra start og herefter led hoppen diskvalifikation.

»Udessa (Degli Dei – red.) ville slet ikke træde an fra start. Hun var desværre mere stresset end forventet, så der er lidt mentalt at arbejde med«, sammenfatter Martin Hansen med løbet på afstand.

Panamera Racing og Martin Hansen havde også Udora Jet til start. Hoppen kom til at sidde sidst indvendigt for René Kjær. Efter en galop på sidste langside endte parret uplaceret i 1.17,6/2140 meter auto.

»Vi overvejer hendes (Udora Jet – red.) fremtid efter i dag«, kommenterer Martin Hansen, der også kunne notere sig en andenplads til Panamera Racing-ejede, men udlejede Eurydike Hornline.

Fra spor ét kom Eurydike Hornline direkte til spidsen for trænersønnen Morten Friis. Måtte sig sig passeret i opløbet til runner-up-pladsen i 1.16,2/2140 meter snore til 3.750 kroner.